I disse betingelser er »jeg« Magiske Michael, og »arrangøren« er den, der har booket mig.
1. Reservation og booking
Arrangementets indhold, tidspunkt og varighed samt særligt aftalte ydelser skal fremgå af den bekræftelse, jeg sender til arrangøren, sammen med den aftalte pris. Enhver booking skal ske skriftligt eller bekræftes online af både arrangøren og mig.
2. Afbestilling og aflysning
Aftalen er bindende, når bookingen er bekræftet pr. mail, eller kontrakten er underskrevet. Aflyser arrangøren, gælder følgende:
- Mere end 21 dage før arrangementet: Jeg opkræver 50% af det fulde honorar.
- 21 dage eller mindre før arrangementet: Det fulde honorar er skyldigt.
3. Betaling
Det aftalte honorar betales kontant til mig umiddelbart efter showet, eller indbetales til mig dagen inden arrangementet. Bemærk at der ikke er moms på underholdning. Betales beløbet ikke rettidigt, bringer jeg sagen til retslig inkasso til inddrivelse.
4. Aflysning fra min side
Jeg er forpligtet til at overholde indgåede aftaler, dog med undtagelse af force majeure såsom naturkatastrofer, ekstremt vejrlig samt ufremkommelige veje (f.eks. isslag, oversvømmelse eller snestorm). I så fald refunderer jeg arrangørens fulde indbetaling.
Jeg forbeholder mig ret til at ophæve aftalen ved sygdom. I så fald forsøger jeg at finde en tilsvarende artist til at gennemføre arrangementet. Kan det ikke lade sig gøre, har arrangøren ret til fuld tilbagebetaling af hele arrangementets pris.
5. Ansvar og praktiske forhold
Deltagelse i mine shows sker på eget ansvar, og jeg kan ikke gøres ansvarlig for evt. skader på personer eller ting, der måtte opstå i forbindelse med showet. Det er arrangørens ansvar at sikre, at lokalets udformning, støj og publikums opførsel ikke forhindrer en forsvarlig gennemførelse af mit indslag.
Arrangøren bedes desuden have et lokale klar, hvor jeg kan klæde om og gøre klar inden showstart. Hvis arrangementet er mere end 20 minutter forsinket, forbeholder jeg mig retten til at afkorte showet, såfremt det vil medføre forsinkelse til et eventuelt efterfølgende show samme dag.
Overholder arrangøren ikke sine kontraktlige forpligtelser, kan jeg undlade at optræde. I sådanne tilfælde, såvel som hvis jeg efter at være fremmødt hindres i at optræde som aftalt, er jeg berettiget til det fulde honorar.
6. Foto og video
I nogle tilfælde kan der blive taget billeder eller optaget video under showet. Materialet kan blive brugt af mig til markedsføring på nettet eller andre medier. Ønsker arrangøren ikke dette, skal jeg have besked senest 7 dage før arrangementet. Rettighederne til billeder og materiale tilhører mig, og brug af mit navn i markedsføringssammenhæng skal altid aftales særskilt.